lørdag, juli 22, 2017

En tirsdag i Aarhus - Aarhus Jazzfestival 2017

Jeg er landet på Klostertorv midt i Aarhus. Jeppe Zeeberg Amputated Trio Extravaganza går på scenen om et øjeblik. En særdeles rødmosset, tandløs og overrislet (det var hun også i går) dame råber på klassisk midtby-århusiansk: "Syng for helvede en sang" og fortsætter selv: "Slingrer ned ad Vestergade". David Sanborn’s altsax skærer sig gennem luften henne fra baren midt på pladsen. Selv solen prøver at finde frem til Klostertorv. Det er sommer og fjerde dag på Aarhus Jazzfestival.

Første nummer er et langsomt freejazznummer der hedder Lars Løkke. Territoriet markeres. Tempoet sættes op. De allestedsnærværende gråhårede mænd med lange telelinser og sandaler stiller sig helt tæt på scenen. Zeeberg har plastret klaveret til med noder. Det er her han finder bidderne til Where am I af Mezz Mezzrow eller For helvede af John Tchicai. Trioen er et højenergisk og spruttende overflødighedshorn af jazzglæde. På Zeebergs egen A Regular Guy spiller han stridepiano i højt tempo, der får fødderne på Klostertorv til at vippe af fryd. Så kommer der et nummer hvor Zeeberg blander optagelser af trafikstøj og filmsnak med trioens musik. Trioens flydende og rolige triospil blander sig med lyden af virkelighedens busser, der holder lige bag ved scenen.

Jeg går ned mod Café Gemmestedet inden koncerten med Zeeberg trioen er slut. Det er et vilkår for en meget sulten jazzblogger der trænger til livejazz. Saxofonisterne Christian Vuust og Benjamin Trærup sammen med den sejt swingende duo Thomas Sejthen på bas og Anders Vestergaard på trommer. En rigtig Aarhus kvartet. Det er specielt dejligt at høre Trærups velformede tenorsaxtone igen. Han er hjemme på et kort smut fra USA, hvor han bor sammen med sin amerikanske kone og musikalske samarbejdspartner Indra Rios-Moore. Da jeg møder ham senere på dagen fortæller han, at der er hele to albums klar til udgivelse med Indra. På den propfyldte café blander tonerne af Blue Monk og Milestones sig med den milde sommervarme luft. Inden jeg går videre hører jeg endnu en standard, Alone Together, hvor endnu en tenorsaxofonist, Samuel Hejslet slutter sig til kvartetten. 

Der er flere ting på jazzfestivalprogrammet som jeg gerne vil høre. Jeg vælger at tage ned på Atlas, hvor tredje og sidste dag af 12 Points Festivalen løber af stablen. 12 Points er en festival i festivalen. Det er et samarbejde mellem den irske 12 Points Festival, JazzDanmark og selvfølgelig Aarhus Jazzfestival. Det er første gang den afholdes i Danmark, hvor der ud over koncerter også afholdes seminarer. 12 bands fra 12 europæiske land præsenteres over tre dage. Første band er Post K fra Frankrig, der ligesom Jeppe Zeeberg jeg så tidligere i dag har hentet stor inspiration fra den helt tidlige jazz. Masser af stridepiano og de to brødre Dousteyssier i front på henholdsvis bas og altsax og basklarinet og klarinet. De spiller flere originale kompositioner og egne arrangementer af klassikere som Tiger Rag. I et spændingsfelt mellem den let genkendelige tidlige jazz og frie elementer skaber den basløse kvartet et spændende sæt. Overordnet er kvartettens pianist Matthieu Naulleau en særskilt fornøjelse.

Det irske band BigSpoon med saxofonisten Christopher Engel i front nævner selv Jaga Jazzist og Weather Report som inspirationskilder. Det er nok primært det førstnævnte norske band jeg tænker på, når jeg hører bandets let dystre og flydende musik. 

I pausen inden de næste to bands går på, inviteres jeg på aftensmad. Her spiser jeg på Godsbanen sammen med alle de folk, musikere og branchefolk der har været omkring 12 Points de sidste dage. Jeg taler med Ilse Vestergaard, Aarhus Jazzfestivals mangeårige chef, der bl.a. fortæller om at festivalen ud over nogle ganske få honorarlønnede og en deltidslønnet medarbejder på kontoret er baseret på frivilligt arbejde. Gennem snakken med Ilse bliver det også tydeligt at det ikke kun er det frivillige arbejde det handler om. Det handler om at vedligeholde et stort lokalt og engageret netværk. 

Schntzl er en duo fra Belgien med to tyve årige fyre der har spillet sammen siden de var 10 år. Musikken baserer sig på nogle åbne og rolige forløb. De spiller begge med udgangspunkt i deres hovedinstrumenter, pianoet og trommerne som de supplerer med diverse elektronik der understreger og udbygger stemninger. De spiller nogle superenkle numre, hvor de med små diskrete tilføjelser skaber en meget stemningsmættet musik. Jeg er meget begejstret. Da jeg efter koncerten taler med Lars Winther fra JazzDanmark kalder han dem for en belgisk udgave af Bremer/McCoy. Det passer egentlig meget godt.

Det sidste band er den engelske trio Taupe. Sax, guitar og trommer smadrer derudaf i højt tempo. Jeg kommer bl.a. til at tænke på Primus, når jeg hører dem. Udover musikken er det meget slående at her er et band, der kan kommunikere med publikum i helt konkret forstand. Saxofonisten Jamie Stockbridge fortæller med veloplagte anekdoter om musikken, så han klæder publikum på til den musik som de fleste i lokalet aldrig har hørt før. De tre forgående optrædende sagde i store træk, ikke andet end deres navne og tak. 

12 Points Festivalen har et budget på 400.000 kr. og holdes økonomisk oppe af et solidt stykke fundingarbejde. Det er fornøjelse at se hvordan der kan laves en festival i festivalen, hvor de to parter smelter sammen og giver hinanden noget. For eksempel har 12 Points sørget for, at præsentere 12 europæiske jazzbands på højt niveau. Jeg kunne høre på snakken, at jeg var gået glip af flere meget interessante kunstnere de foregående dage. Inden jeg tog afsked med Aarhus tog jeg hen på HeadQuarters ved siden af Musikhuset. Her var der nattejam.

I det lavloftede lokale i kælderen var der allerede godt fyldt inden jam’en skulle starte. Formanden for JazzDanmark og i denne sammemhæng mere relevant, saxofonisten Jesper Løvdal åbnede ballet. Der var rigtigt mange jamklare musikere og masser af god stemning i lokalet, hvor jeg hilste på mange forskellige jazzmusikere.


Da jeg ruller hjem ad motorvejen mod Herning er kroppen fyldt af den venlige og imødekommende stemning jeg mødte overalt i Aarhus. Solen skinnede. Det gjorde jazzen også.

søndag, juli 16, 2017

Akmee: Neptun (Nakama Records)

Neptun er den fjerdestørste planet i solsystemet. Den er ikke mulig at se med det blotte øje. Den har nogle af de stærkeste storme i solssystemet, med vindstød på op til 2500 km/t. Neptun var i øvrigt også indtil 1990, et bryggeri i Silkeborg, men det er ikke så vigtigt i denne sammenhæng, hvor den norske kvartet Akmee har udgivet albummet Neptun og blandt andet ladet sig inspirere af planeten.

Herhjemme kender vi trompetisten Erik Kimestad fra eksempelvis Horse Orchestra og Kresten Osgood Kvintet. Han er en formidabel trompetist der ikke umiddelbart er til at indramme stilistisk. På et af pladens højdepunkter Wavelengths hører vi vi ham i et sanseligt berusende samspil med de andre, Kjetil Jerve (piano), Erlend Oldenskog Albertsen (bas) og Andreas Wildhagen (trommer).

Det er jazz der trækker på elementer fra 60'ernes amerikanske eksperimenterende jazz. Noget der også høres på åbningsnummeret, hvor Jerves pianospil sender mine tanker i retning af Paul Bley. Når det er sagt, så er Akmee nutidig jazz med frie og ubundne elementer uden, at det er free jazz. Bandet fortæller i pressematerialet at musikken er inspireret af Jens Bjørneboes roman Haiene og John Coltrane sene periode. Meget anbefalelsesværdig plade.

søndag, juli 02, 2017

Richard Andersson: Nor (Hobby Horse Records) LP

Bassisten Richard Andersson har en tendens til at sende sin musik ud i klumper. For 5 år siden kom den første plade med Richard Anderssons UDU, nogle måneder senere kom Intuition, hvor han var sammen med to amerikanske musikere. For kort tid siden udsendte Andersson så, album nr. 2 med UDU og nu kommer der så atter en plade fra Andersson, der går i en anden retning end UDU. Richard Andersson har boet i en længere periode på Island, hvor han har samarbejdet med flere forskellige islandske jazzmusikere. 

Anderssons eget projekt Nor er med saxofonisten Oskar Gudjonsson og trommeslageren Matthias Hemstock. Herhjemme har vi tidligere nydt godt af Gudjonssons samarbejde med guitaristen Søren Dahl Jeppesen på et par gode albums. At Gudjonsson også er kendt for at spille med Mezzoforte er underordnet i denne sammenhæng. Gudjonsson spiller med en støvet intens intimitet.

Anderssons basspil er tilpas loose i kanterne, mens Gudjonssons saxofon står sikkert og trommerne placerer sig skønt midt i mellem de to. Det er ret vildt at opleve de tre musikeres rejse i tid og rum, hvor time er væsentligt og alligevel kan drejes og forståes på en ny måde. Det er stærkt nordisk balladespil med temperament og meget anbefalelsesværdigt.

lørdag, juli 01, 2017

Mathias Heise Quadrillion: Decadence (Giant Sheep Music)

Da debutpladen med Mathias Heise Quadrillion udkom for to år siden, var jeg både begejstret og skuffet. Pladen landede i flere lejre. Jeg efterlyste mere fokus på fusionsjazzen da det var der, at han havde fat i den lange ende. Selvfølgelig er Mathias Heise et kæmpestort mundharpetalent. Det er der, han med rette har fået sit store gennembrud. Når det er sagt. Så er Mathias Heises unge bud på fusionsjazz både modigt og friskt.

Heise er et alsidigt talent og kommer godt omkring i i fusionsjazz, som han hellere vil kalde FuRo Jazz, fordi det både fusion, funk og rock. Det er fint nok med mig. Jeg kalder det stadig fusion. 

Elektroshock er en skøn blanding af dub og fusion. Would U er med Emilie Molsted på vokal. Den lander et sted mellem dansk 80'er funk og acid jazz a la Incognito. På åbningsnummeret Decadence lader Heise fusionen mødes med den kromatiske mundharpe på naturlig vis. Her er frække breaks og andet teknisk krævende fusionslir, som fungerer godt, fordi Heise aldrig glemmer fokus på melodien.

Mathias Heise er kun 23 år og omgiver sig overvejende med musikere i samme aldersklasse. På Heartbeat/Humanoid sendes der en hilsen til Herbie Hancock med brug af vocoder. På Cliffhanger gæster Hans Ulrik med en saxsolo i en stil som han nok ikke har spillet i 30 år. Her er også en fed bassolo fra en, i det hele taget umanerligt velspillende David Vang. Guitaristen Mads Christiansen får også lov til at vise tænder flere gange. Mathias Heise Quadrillion skal have den store fusionsros. Unge friske fusionsfans kan begynde her og gamle afdankede firserfusionshajer kan tanke nyt blod med pladen eller en koncert.