mandag, juni 26, 2017

Sermon Organ Combo (Gateway) LP

Guitar, Hammond og trommer. Så er grundlaget for den gode stemning sikret. Når man så vælger at køre ned ad den vej, hvor man møder souljazz, Memphis-soul, blues og en sjat cubansk musik, så er der ikke langt til mit hjerte. Guitaristen Bergur Nielsen står i spidsen for trioen Sermon Organ Combo. Han debuterede med pladen West of Somewhere for tre år siden. Dengang var stilen støvet og twangy nordisk jazz. Det er vi meget langt fra denne gang. Han er sammen med Rasmus Stenholm på Hammond, der selv har et par gode Hammondjazz plader på samvittigheden og trommeslageren Lasse Funch Sørensen.

Spørgsmålet er så om verden behøver endnu en Hammondjazz-plade? Ja det gør den da, når man smider sådan en sag på gaden, som Sermon Organ Combo. Det er et ubesværet og dejligt selskab med råswingende grooves. Bergur Nielsens guitar placerer sig fornemt i rummet, hvor Grant Green kigger over skulderen. De spiller med så meget overskud, at de kan tillade sig at læne sig tilbage i musikken, så kanten bliver løs og levende. Det er et kæmpeplus for en stil der kan spilles af mange. Det handler ikke kun om at spille. Det handler også om , at hælde sin sjæl ned i instrumentet og lade det bløde. Det gør Sermon Organ Combo.
Bonusinfo:
Trioen spiller d. 4. juli kl. 21.30 på Nørrebro Bryghus. 10. og 12. juli kl 19.00 på Tango y vinos, 14. juli kl. 22.30 på Café Bopa og 16. juli kl. 20.00 på Studenterhuset.

Ingen kommentarer: