onsdag, september 16, 2015

Fuck, hvor jazzen har det godt! - den har befundet sig i en terminalfase i næsten 100 år.

Hvor ofte har man ikke hørt at jazzen var død. Den var næsten død inden den blev født. Den er slået ihjel af adskillige meningsdannere, skribenter og musikere gennem årene. Senest i marts i år, hvor den årlige rapport fra amerikanske Nielsen Soundscan blev offentliggjort. Den fortalte at jazzen nu kun står for 2,0 % af det samlede musiksalg (CD, vinyl, downloads) i USA mod 2,8 % i 2011. Hvis man udelukkende så på salget af digitale downloads (iTunes etc.) var jazzen den eneste genre der gik tilbage fra 2011 til 2012. 
Er det et problem? Er jazzen ved at blive musikkens svar på pandaen? Nuttet, fed og uddøende?

En del af jazzens overlevelsesgen er at den snyder fjenden. Jazzen lader som om den er død.  Den ligger bomstille på krigsmarken, mens fjenden går rundt om den. Der bliver prikket til den. Måske supplerer fjenden med et ekstra pistolskud i hovedet for, at sikre sig at jazzen virkelig er død. Det er bare ikke nok. Lige så snart fjenden er væk, springer jazzen op og løber sin vej. Der er altid et nyt sted man kan tage hen på en anderledes måde.

I 80'erne og et stykke op i 90'erne handlede det meget om Wynton Marsalis-generationen. Om unge jazzmusikere, der næsten var mere tro mod traditionen end de musikere der var traditionen. De stod oven på et årti hvor man i USA havde forkastet den akustiske jazz og spillede elektrisk - selv Sonny Rollins spillede disco inficeret jazz. Man mente at Marsalis og hans hang-arounds havde en museal opfattelse af jazzen, fordi de kiggede tilbage på jazzen fra 40'erne, 50'erne og 60'erne - ja nogle gange endda helt tilbage til 20'erne. Så kom acid jazzen og 00’erne med nu jazzen. Den akustiske jazz var og er her stadig sammen med alt muligt andet.
     
Da jazzfestivalen skulle starte denne sommer i København havde samtlige danske medier travlt med, at ligge i med Roskilde Festivalen. Den festival hvor jeg som ung drak mig i hegnet, hørte Sonic Youth og startede forfra dagen efter. Den er nu blevet til en kulisse for TV2 vejret. Nøgenløbet får næsten mere omtale end musikken. Når DR3 sender direkte fra pladsen handler det mest om fjollerier fra den sjove programvært. 

Medierne aner til gengæld ikke hvad de skal bruge Copenhagen Jazzfestival til. De kender ikke musikken. Louis Armstrong er ikke hovednavn, ligesom Paul McCartney er på Roskilde Festivalen. Musikken befinder sig på alle mulige og umulige steder. Ofte skal man holde sin kæft og lytte for at få en god oplevelse. Den er ikke er til at få overblik over. Gud ske lov kom Lady Gaga og gav den jazz i både Tivoli og på La Fontaine under årets jazzfestival. 

Jazzen er svær at kategorisere. Den er ikke indhegnet på en dyreskueplads udenfor en stor provinsby. Den er både pissehamrende larmende, leflende, uforståelig, højrøvet og spilles både i kældre og på teatre. De spiller den slet ikke på P3.

Der udgives hvert år 150 danske jazzplader - de fleste må nøjes med at leve på skyggesiden. I mørke baggårde og natsorte skove vokser musikken frem. Det er musik for lytterne der tør tage på opdagelse uden guide og vejledning. 

Jazzfans har det fint med at de lytter til nichemusik.

Tænk hvis pianisten Carsten Dahl var lige så populær som popduoen Nik & Jay? Hvor fedt ville det lige være? Eller hvis Jakob Bro skulle spille på Grøn Koncert?

Som altid er der en bevægelse i gang indenfor jazzen. Debatten om Jazzhouse og den manglende jazz var en kærkommen lejlighed til, at få luftet ud. Traditionalisterne og de andre bekendte kulør og gav deres mening til kende.

Gang på gang lægger jeg øre til musik, jeg ikke umiddelbart forstår. Musik der kræver at jeg bruger det maksimale af min flossede opmærksomhed. Hvordan overlever jazzen overhovedet i en tid, hvor alle slås om vores opmærksomhed. En tid hvor opmærksomhed fanges med provokerende udtalelser, nuttede katte og kagedyster. 
Hvad er jazzens svar på det? Jazzen svarer slet ikke på det. Den behøver ikke letkøbt opmærksomhed.

Vi har spillestederne og klubberne: Copenhagen Jazzhouse, Dexter, La Fontaine, Atlas, Mayhem, 5e, Paradise Jazz, Huset, Jive Jazz, Jazz 6000, Skive Jazzklub, Holbæk Jazzklub, Moor Jazz, Loco, Ljud, Sunship etc.
Vi har festivalerne: Copenhagen Jazzfestival, Modern Jazz Days, Jazzy Days, Aarhus Jazz festival, Ujazz, Riverboat, Ribe Jazzfestival etc.
Vi har pladeselskaberne: ILK, Barefoot, Steeplechase, Stunt, Pladekisten, Storyville, Calibrated, Tiger etc.
Vi har konservatorierne, MGK og musikskolerne.
Vi har alle musikerne der bare bliver ved og ved.
Vi har alle de gamle helte på vinyl, CD, stream, download etc.
Vi har DR's P8jazz og Radio Jazz
Vi har genreorganisationen JazzDanmark
Vi har Ivan Rod, Kjeld Frandsen, Christian Munch Hansen etc.
Vi har publikum og lyttere.
Og I har JAZZNYT!

Det er derfor jazzen lever i bedste velgående, selv om den døde i går.

1 kommentar:

Kjeld Lauritsen sagde ...

Sjovt nok skal jazzen altid forny sig eller dø. Når det er rock eller folk værdsættes de gamle dyder. Personligt synes jeg musikkens kvalitet målt på alle parametre er det primære. Genrer er en væsentlig terminologi og et læringspunkt. Men aldrig et kvalitetsstempel, eller det modsatte. "If it feels right, it is right".