lørdag, april 26, 2014

Jazzahead 2014 Danish Night

Over 100 danske jazzmusikere var tilstede under den store jazzmesse Jazzahead 2014, der blev afholdt i Bremen. I år var Danmark partnerland. Som følge deraf var der afsat en afsat en hel aften udelukkende til dansk jazz. Otte danske bands var udvalgt af en international jury. Alle koncerterne blev afviklet på fire timer på to steder. Det var en halv times showcases, hvor musikerne kunne vise det bedste de har lært. 

Selv om Blood Sweat Drum + Bass i forvejen er et stort orkester, var det alligevel udviddet  med en strygerkvartet og de to syriske musikere ?? på oud og ?? på nay-fløjte, der var taget fra det krigshærgede Syrien tre dage forinden for at deltage ved koncerten. Allerede inden koncerten var salen fyldt. Et fokuseret BSD+B spillede måske det bedste jeg nogensinde har hørt fra dem. På trods af, at de kun skulle spille i en halv time formåede bandlederen Chappe at indgyde ro over bandet. Der var plads til lange rolige passager med de syriske musikere og strygerne. Big bandet kunne uhindret veksle mellem det stemningsfyldte, det filmiske og det pompøse. En rigtig god oplevelse, som Chappe håber på kan skabe kontakt til bl.a. festivaler ude i verden. En der havde lagt mærke til dem, var North Sea Jazz Festival bookeren Frank Boulder. Han kendte dem på forhånd, da han havde været med i juryen, der havde udvalgt de otte bands. Alligevel formåede de at overraske ham i meget positiv retning. Det var bl.a. de syriske musikere der gjorde indtryk. Nu kan man så kun håbe på, at Boulder kan huske dem, når han skal lave 2015 programmet.

Frank Boulder nåede at se alle bands. Han “løb” (ligesom jeg) mellem spillestederne for at blive fyldt op af indtryk. Han havde for kort siden hørt Live Foyn Friis i Umeå til 12 Points festivalen. Nu fik han mulighed for at høre dem med strygere. Foyn har allerede to albums liggende klar. Et med strygere og et med en mere indiejazzet klang. Live Foyn håber på at festivalen kan skabe kontakt til et pladeselskab. Live Foyn gjorde ligesom Snorre Kirk Quintet stort indtryk på Frank Boulder. Snorre Kirk Quintet barsler med et nyt album. De lagde en begejstret sal ned med deres swingprægede old school jazz. Der er en spød friskhed i musikken der for, at sige det mildt leveres med overskud og klasse.

Ibrahim Electric fik æren af at lukke festen ned ved midnatstide. Med deres vanlige sans for udadvendt og pågående multifarvet orgeljazz lagde de salen ned. Inden da havde Girls in Airports, Aske Drasbæk Group og Søren Bebe Trio også leveret nogle overbevisende koncerter, hvor de solgte sig selv og deres musik godt. Phronesis spillede to gange samme dag. De spillede ved den officielle åbning og senere igen ved showcasekoncerterne. På den britiske stand lå april-nummeret af Jazzwise fremme. Forsiden prydes af de tre medlemmer, der er større i England end i Danmark. Ligeledes er de at finde på North Sea Jazzfestivalens program for anden gang. 


Det var min tydelige fornemmelse at alle de optrædende danske bands fik nogle kontakter til koncerter i udlandet. Flere fik endda nogle helt konkrete tilbud. Bl.a. hørte jeg i krogene at et af de optrædende bands var langt inde i realitetsforhandlinger om en mellemøstlig tur i 2015.

Ingen kommentarer: