mandag, juli 30, 2012

Jonas Kappel: Slow Motion Themes (download)

Teatralsk pop (med gruppen Skjult) og filmisk jazz (i eget navn) er noget af det som Jonas Kappel tidligere har beskæftiget sig med. 
Endnu en gang har han bevæget sig over i den filmiske jazz med EP'en Slow motion themes. Den billedfyldte musik har hentet sin stilistiske inspiration i både rock, country og jazz. Kappel der spiller guitar er sammen med saxofonisten Jonas Andreasen i front, hvor de sammen bærer melodierne ind i den forholdsvis ukomplicerede musik. Det er musik der - hvis der var en sanger i front i stedet for saxofonen - kunne kaldes dyster rootsinspireret singer-songwriter-rock. Med saxofonen og til tider guitaren, som de melodibærende instrumenter bliver det i stedet til jazzet instrumentalrock. Musikkens anonyme antræk glider let i baggrunden og musikken bliver et soundtrack til hverdagen.
kappel.ws

Ditte Rønn: Echoes of Madeleine (Geyser on Tape/Gateway)

Hun har gjort sig bemærket sammen med pianisten Søren Bebe i duoen Røst, hvor de spiller danske sange med lige dele ambient og jazz. På dette album i eget navn er hun rykket sammen med Sune Skuldbøl Vraa Nielsen. De har i tæt samarbejde skabt et organisk og fortættet album, hvor styrke og skrøbelighed er omdrejningspunkter. 

Inspiratorisk er Rønn Poulsen ikke langt fra stærke musikalske personligheder som Tori Amos, Kate Bush eller Joni Mitchell. Det er moden musik, hvor hun ikke er bange for at skære alt det overflødige væk. Hun lader det enkle og klare stå tilbage.

Ditte Rønn Poulsens stemme har en afklaret inderlighed, hvor hun beroligende sikkert hviler i sig selv og sin kunnen. Musikken er af den rolige slags, hvor instrumenteringen ikke er opskruet eller arrangementerne overlæssede. Det er blevet til en behageligt modent popalbum, hvor Ditte Rønn Poulsens stemme er den største force.
ditteronn.com

mandag, juli 23, 2012

Freejazzere! Vælt jer selv (og os andre) omkuld!

Jazznyt Kommentar
Det skal ikke være nogen hemmlighed at jeg synes, at Neneh Cherry og The Things samarbejde på pladen Cherrything er det mest geniale der er sket på den internationale jazzscene i år. Jeg havde desværre ikke mulighed for at opleve dem til koncerten på Jazzhouse, hvor de spillede under Copenhagen Jazzfestival. 

Politikens hyggejazzer Henrik Palle var sendt i byen som anmelder. Han gav koncerten 3 hjerter og kaldte det noget larm. Mens Niels Fez Pedersen på Bloggers by Choice har lavet en skøn og begejstret anmeldelse af koncerten. Da jeg så læste den norske Jazznytt-redaktør Jan Granlies anmeldelse fra koncerten på den norske jazzfestival Molde Jazz, var jeg klar over at jeg var gået glip af det helt store. Granlie, der har været til en millionmillard jazzkoncerter, kalder dem for det største siden Miles Davis i 1984.

Den unikke blanding af freejazz, obskure undergrundshits som Suicides Dream baby Dream, en tilsyneladende færdig popsanger fra 90'erne og en energiudladning af de helt vilde er intet mindre end genial. Det sker ret ofte at jeg skriver om danske freejazzudgivelser her på bloggen. Niveauet er megahøjt. Hvorfor er der ingen danske freejazzere der kaster sig ud i lignende crossoverporojekter. Jeg er godt klar over at trioen The Thing internationalt set er noget helt specielt. Blandt andet i kraft af samarbejdet med Sonic Youth. Men der er et uudnyttet potentiale på den danske freejazzscene. Nu skal der selvfølgelig ikke laves et kopiprojekt af Neneh Cherry & The Thing. Kombinationen af hiphop, freejazz, indierock, punk og andet godt er bare så insisterende fedt!

Kom nu på banen, freejazzdrenge (og piger)!

Da Caroline Henderson lavede radiovenlig pop i Ray-dee-ohh i starten af halvfemserne var Jimmy Jørgensen en progressiv og fræk frontfigur i Hotel Hunger. Hvorfor valgte de så begge vejen med voksenvenlig søndags-hyggejazz da de blev modne? Er der ikke nogle danske rock, punk eller hiphopfolk der tør kaste sig over den vilde jazz? Er der ikke nogle vilde jazzere der tør kaste sig ud i et projekt, hvor rytmen overvejende har en puls og hvor der er sang? Jeg kunne komme i tanke om flere danske jazzkunstnere, der har grundsubstansen til, at kunne gøre det. Jesper Zeuthen Trio, SVIN, Angel, The Mighty Mouse, TS Høeg (lav da for hulen noget farligt sammen med Sort Sol-Steen), Lovedale, Søren Kjærgaard, Carsten Dahl Experience og Anderskov Accident for blot at nævne nogle få.

Bugpowder havde gang i noget, der lugtede af den samme fisk for snart 10 år siden. Jazzerne Kasper Tranberg og Mads Hyhne fik i samarbejde med rockerne Laust Sonne og Jonas Struck trukket mange ikkejazz-publikummer til deres koncerter. At det så tilmed lød godt var en helt fin bonus.

tirsdag, juli 03, 2012

Bro/Knak (Loveland/Pladekisten)

Hvis man skar det hele væk og kun lod det mere end kvarterlange soloklavernummer Roots med Paul Bley stå tilbage, så ville man stadig stå med en af de mest opsigtsvækkende danske musikudgivelser i nyere tid. Paul Bley spiller Jakob Bros komposition på smukkeste vis. Det er soloklaver i samme klasse som Keith Jarretts Köln Concert, der i øvrigt var inspireret af Paul Bley's 1972-album Open, to love. Paul Bley tager Bro's enkle komposition ind under vingerne, plejer og kærtegner den og folder nummeret ud. Pladen byder på flere af den slags oplevelser.
Pladen er vævet sammen af forskellige indspilninger, hvor det ikke er guitaristen Jakob Bro der er i fokus. Det er i stedet komponisten og musikskaberen Jakob Bro.


Jakob Bro lavede i 2005 albummet Sidetracked, der siden har fået mange fans rundt omkring. Med sin unikke blanding af akustisk jazz og electronica lavede Bro et album, der ganske vist ikke satte ham i centrum som guitarist, i stedet var der fokus på hans fantastiske evne til at skabe smukke musikalske stemninger. Mange har siden opfordret Bro til, at lave en fortsættelse af det album. Det var muligvis udgangspunktet for det, der er blevet til det aktuelle to-delte album. Det er blevet til meget mere end en fortsættelse.


Albummet byder på yderligere to soloklavernumre, spillet af den cubanske pianist David Virelles, der bla. er kendt for samarbejdet med Mark Turner. Han spiller pladens åbningsnummer Northern Blues Variation No. 1. Samme komposition er som Variation No. 2 albummets afslutningsnummer. Her mødes Det Danske Drengekor med Bill Frisell, Thomas Morgan og selvfølgelig Bro på guitar. Bro medvirker på 5 af pladens ni numre, resten af musikken gennemsyres af Bros enkle, behagelige og smukke tonesprog. Så han er absolut med hele tiden.
Et andet højdepunkt i rækken af højdepunkter er Color sample, hvor Tine Rehling på harpe, Jakob Kullberg på cello og endelig Kenny Wheeler på flygelhorn har et solostykke hver. Den over 80 årige Wheeler er forbavsende frisk og vital i tonen. Jeg kom egentlig til at tro at det var danske Jakob Buchanan men Wheeler kan stadig spille tårefremkaldende smukt.


Pladen hedder ikke uden grund Bro/Knak. Anden halvdel er lagt i hænderne p Thomas Knak, der med Future 3 i 1995-2001 lavede tre af de vigtigste danske electronica-albums og siden via samarbejdet med Björk og egne plader fik skabt sig et navn på electronicascenen. Man kan egentlig godt sammenligne Knaks karriere med Bros karriere på jazzscenen. Begge er stilskabende, originale og kompromisløse kunstnere.
Thomas Knak fik overdraget alle indspilningerne i en uredigeret version, hvorefter han lavede sine "rebuilds" af numrene. Han har sat sit tydelige aftryk på musikken og lavet en selvstændig udvidelse og gendigtning af Jakob Bros musik. Minimalistiske electrobeats blandes med den akustiske musik og et helt nyt album opstår.
Det er modigt af Bro, at have så megen tillid til Thomas Knak. Det er til gengæld også styrken ved Bro, der giver Thomas Knak og de andre musikere den store frihed. Bro kommer med små enkle skitser til melodierne og undervejs udvikler det sig i kraft af de enkelte musikeres skabende personligheder.


Bro/Knak er et af de helt store danske musikalbums i 2012. Jakob Bro har satset højt. Han gav mig den pudsige oplevelse, at jeg ikke var helt tilfreds ved første gennemlytning. Det lød hverken som Balladeering eller Sidetracked - og efter at have lyttet pladen i gennem adskillige gange - siger jeg tak for det. Det her er Bro/Knak, det er stort. Et nyt kapitel kan skrives i den efterhånden omfangsrige historie om Jakob Bro.


Bonusinfo:
Albummet udkommer som dobbelt-CD og som en luksuriøs 3 LP boks, hvor Tal R har lavet en booklet med kunstværker til musikken samt graveret en af siderne på vinylerne. Instruktøren Sune Blicher, der lavede dokumentaren Weightless til Balladeering albummet har lavet visuals til musikken, der præsenteres ved releasekoncerten d. 6. juli kl. 21 på Charlottenborg i København og d. 21. juli kl. 21.30 på Radar i Århus.
jakobbro.com

mandag, juli 02, 2012

Lars Bech Pilgaards Slowburn: Mammut (Mom eat Dad Records) LP >> Lars Bech Pilgaard: Motherheart (Mom eat Dad Records)

Vinden gør opmærksom på sin tilstedeværelse. Grusvejens gullige støv hvirvles op, mens den omkranses af den himmelblå horisont. Lyde skabes af luftige, enkle og (forholdsvis) rolige guitarklange, hvor vildskaben hele tiden fornemmes lige under overfladen.
Lars Bech Pilgaard har tidligere vist sit værd i grupperne SVIN og Magnus Fra Gaarden. Nu står guitaristen på egne ben og med egen musik på LP'en Mammut. Titlerne på de enkelte numre er hentet så forskellige steder som i Rumænien, hvor byen Sfântu Gheorghe har lagt navn til et nummer og i Vestjylland, hvor byen Nørre Nissum har lagt navn til et nummer. Bech Pilgaard har taget SVIN-trommeslageren, den effektive og skramlende steady Thomas Eiler med ind i dette projekt. Bech Pilgaard har ladet sig inspirere af den tyske krautrock ligesom den senere postrock også har haft sit at skulle sige. Jazzens improviserede flader blandes med rockens beat - der til tider bliver dejligt urocket flagrende. På bas er det den mere erfarne Thommy Andersson, der har en særlig fornemmelse for flowet i Bech Pilgaards musik. Lars Greve kigger også kort forbi med klarinetten.
Som en sideudgivelse til Mammut har Lars Bech Pilgaard lavet solo-CD'en Motherheart, der udkommer i et stærkt begrænset oplag. På de ni optagelser der varierer i længde fra halvandet minut til et kvarter spiller han overvejende akustisk guitar. Optagelserne er foretaget undervejs på computer eller telefon. Vi får et unikt glimt ind i Bech Pilgaards krøllede musikskabende proces. Noget er skramlet og støvet. Andet er knistrende fint og følsomt. Musikken ligger i god forlængelse til Mammut-pladen og kan ses som Mammuts moderhjerte.
Lars Bech Pilgaard er en ener på den danske jazzscene og træder med både CD og LP udgivelsen helt frem på scenen. Han går ikke veje der i forvejen er nedtrådte eller udforskede. LP'en Mammut er en meget anbefalelsesværdig udgivelse til jazzlytteren eller rocklytteren der trænger til at få ny energi.
Bonusinfo:
Mammut LP'en præsenteres i forbindelse med Trashzzfestivalen 10.-11. juli på Lygten Station i København. Motherheart præsenteres på Harbo Bar d. 13. juli kl. 16.00.
momeatdad.com