lørdag, februar 25, 2017

Villads Aaling Group: Holy fudge (10 Fingers) >> Mikkel Ploug: Two years at The Coffee Collective (Mikkel Ploug)

Her er to guitarplader der er hentet i hver sin ende af landet og på karrierestigen. 

Villads Aaling Group hører hjemme i Esbjerg, hvor 5 af bandets 6 medlemmer går på konservatoriet, det sidste medlem er på konservatoriet i Aarhus. Villads Aalling Bang er kapelmester og spiller guitar. Han får hjælp fra Martin Kjær Killie (trompet), Snæbjörn Snæbjörnson (tenorsax), Dan Hjorth Jensen (piano), Jens Samuel Bønnerup (bas) og Stinus Seierup (trommer). Musikken på EP'en er inspireret af Frank Zappa, Pat Metheny og Ornette Coleman. Jeg synes særligt at jeg hører en hel del inspiration fra manden i midten. I pressematerialet fortæller han at kompositionerne er kendetegnet ved afvigelse fra de gængse musikalske strukturer og forme. Det er musik, hvor der er en vekslen mellem fri improvisation og det gennemkomponerede. Når jeg hører pladens seks numre glædes jeg over måden som Aalling har brugt sekstetten som et organisk hele. Det er meget sammenhængende.

På den anden plade er det den meget mere erfarne guitarist Mikkel Ploug, der har lavet en duoplade sammen med Jeppe Skovbakke. Jeg har desværre kun modtaget en digital version. Men den skulle også findes i en lækker vinylversion derude et sted. Mikkel Ploug har for første gang i karrieren lavet et helt standardalbum. Titlen Two years at Coffee Collective fortæller om et tæt samarbejde med luksuskaffemærket og caféen på Godthåbsvej, hvor de to musikere hver søndag har spillet intimkoncerter gennem to år. Det passer perfekt sammen. Kaffen, jazzen, roen, virtuositeten og den høje kvalitet. Kommunikationen mellem Ploug og Skovbakke er på et højt plan, hvor de indenfor rammerne af nogle gode melodier skaber smuk klassisk jazz. Here's that rainy day og Let's face the music and dance får nyt liv i hænderne på duoen. Musikken kan så skylles ned med en kop sort mokka eller bare flyde ind i ørerne.

fredag, februar 24, 2017

Nicolai Munch-Hansen (1977-2017)

Lørdag aften spillede Nicolai Munch-Hansen på Huset i København, hvor Paradise Jazz var vært for en koncert med Birgitte Soojins fortolkninger af Shirley Horn sange.

Tidligt i dag, fredag morgen stod dette på Facebook og flere andre steder:

“Nicolai Munch-Hansen afgik ved døden mandag aften d. 20. februar. Dødsårsagen er endnu ukendt, men skyldes formentlig en utilsigtet fatal kombination af euforiserende stoffer og alkohol. Nicolai var gift med sangerinden og sangskriver Kira Skov og efterlader sig to børn, Nora på 14 og Morgan på 4.”

Det er en chokerende nyhed, at den 39 årige bassist og komponist allerede har forladt os. Han har lige udgivet den fantastiske plade Flimrende lys over Brabrand Sø og er ligeledes involveret i Kira Skov og Maria Fausts plade In The Beginning, der udkommer om en uge. Tankerne går selvfølgelig i retning af Nicolais familie og de mange musikkolleger som han har haft en tæt relation til. 

Det er som jazzbassist at vi kender ham allerbedst. Han har også haft en bemærkelsesværdig stærk karriere i rocken hos Tim Christensen, Jens Unmack, Dicte, Rasmus Nøhr og ikke mindst hos Kira & The Kindred Spirits, hvor han blev kæreste med forsangeren Kira Skov. Det var også i rocken at han startede. I 1997 i bandet LarryLand. Det var dog efter årtusindeskiftet, at Nicolai Munch-Hansen musikalske karriere blev brolagt. Som medlem af kvartetten Beautiful Day var han med til at sparke nyt liv i den danske jazzscene. Sammen med Jakob Bro, Jakob Dinesen og Jeppe Gram lavede han jazz, der både var poesi og gnister i. Hans urokkeligt steady og indfølelige basspil blev et kendetegn, der kunne bruges mange steder. 

Jakob Bro og Jeppe Gram blev f.eks. efterfølgende ved med at bruge Nicolai Munch-Hansen i deres forskellige projekter. I Grams Gramski Beat begyndte han at spille med saxofonisten Ned Ferm, som siden har været en af Nicolais meget nære venner. Han har medvirket i mange forskellige jazzprojekter. I de senere år har han lavet flere plader sammen med hustruen Kira, hvor de ubekymret både har spillet jazz og rock. Der har ikke været tydelige grænser i genreopdelingerne. Og det er måske det der kendetegner Nicolai allerbedst. En musiker der ikke har haft behov for at blive indhegnet. Han kunne begge dele, og alt det ind i mellem og omkring. Han vil blive stærkt savnet.

Jeg er personligt utroligt glad for at have oplevet ham i så forskellige ting som i Hans Ulriks Sekstet, hvor han spillede en lækker plekterbas eller med Stefan Pasborgs Free Moby Dick, hvor bassen stod solidt i den viltre kvartet.

I 2011 blev Nicolai Munch-Hansen nomineret til Danish Music Awards for årets jazzudgivelse for hans andet soloalbum Chronicles og i 2012 blev han nomineret til kritikerprisen Steppeulven. 

Jazznyt skrev om:
Wanna do right, but not right now: "De fire musikere fylder meget, men på trods af både Høyers og Munch Hansens jobs i rockverdenen er det hverken beskidt eller hårdtslående. Det er ligefrem småelegant,"

Chronicles: "Nicolai Munch-Hansen har taget nogle af disse virkemidler med fra rocken ind i dette projekt. Det giver musikerne overskud til, at bevæge sig stille og roligt rundt - sammen og hver for sig - i Munch-Hansens kompositioner.”

Æter: "Nicolai Munch-Hansen har samlet fire personlige musikere omkring sig. Her bevarer han deres personligheder i sine kompositioner. Æter er nutidig jazz med en masse klatgæld rundt omkring."

Diskografi
Nicolai Munch-Hansen: Wanna do right, but not right now (Loveland 2008)
Nicolai Munch Hansen: Chronicles (Stunt 2010)
Nicolai Munch-Hansen: Æter (Stunt 2012)
Nicolai Munch-Hansen: Det flimrende lys over Brabrand Sø (Stunt 2016)

Kira & the Kindred Spirits (Copenhagen 2006)
Kira: The rail train, the meadow, the freeway and the shadows (Mermaid 2008)
Kira: Look up ahead (Mermaid 2010)
Kira: Memories of days gone by (Stunt 2011)
Kira: When we were gentle (Stunt 2013)
Kira: May your mind explode a blossom tree (Stunt 2015)

Jakob Bro: White Rainbow (Loveland 2008)
Jakob Bro: Hymnotic/Salmodisk (Loveland 2015)

Beautiful Day (Music Mecca 2002)
Beautiful Day: Slaraffenland (Loveland 2004)
Beautiful Day: Copenhagen Melodrama (Loveland 2006)
Beautiful Day: Live at Sun Ship (Loveland 2007)

Tim Christensen: Honeyburst (EMI 2003)
Tim Christensen: Live at Abbey Road Studios 2004 (EMI 2004)

Jens Unmack: Vejen hjem fra rock'n'roll (Auditorium 2005)
Jens Unmack: Aftenland Express (Auditorium 2007)
Jens Unmack: Dagene løber som heste (Auditorium 2009)

Larryland: Travel Fever (Pacific West 1997)
Mark Solborg Kvartet (Quramba 2001)
Marcus Winter John: Grow (ArtPeople 2003)
Hans Ulriks Jazz & Mambo: Danish Standards (Stunt 2003)
Dicte: Gone to Texas (Velvet 2003)
Rasmus Nøhr (Copenhagen 2003)
Gramski Beat: Remember (Survival of the unfit 2003)
Nikolaj Nørlund: Tændstik (Auditorium 2003)
Caroline Henderson: Don't Explain (Stunt 2003)
Sine Bach Rüttel: Crazy Rain (Song Island 2004)
Triot: Sudden Happiness (TUM 2004)
Maya Albana: God bless education (Cope 2004)
Helle Henning: Måske er det aldrig for sent (Calibrated 2005)
Jeppe Gram: Uppsala Dream (Survival of the unfit 2006)
Michael Heise: Slow boat to Cuba (Calibrated 2006)
Tchicai/Müller/Munch-Hansen/Osgood: Coltrane in spring (ILK 2008)
Christian Vuust: Strøm (Aero 2009)
Steffen Brandt: Baby Blue (A:Larm 2009)
Marie Fisker: Ghost of love (Maryvine 2009)
Offpiste Gurus (Stunt 2010)
Stefan Pasborg: Free Moby Dick (ILK 2012)

Ned Ferm: Spent all the money (Stunt 2014)

Fredrik Ljungkvist & Mattias Risberg: And now The Queen (Lilalo)

Hyldestplader er ikke en uvant øvelse indenfor jazzen. Typisk vil man kaste sig over en række kompositioner, skrevet af den man hylder. Når det bliver rigtigt vellykket, kommer man omkring kunstnerens sjæl og ånd i værker og musik. 

Som den første udgivelse på den svenske sangerinde Lina Nybergs pladeselskab Lilalo kommer pladen And now the Queen. Her hyldes Carla Bley, der fyldte 80 år i 2016. Hun har siden 60'erne sat dybe spor i jazzen som komponist og performer. Det er noget af det som Fredrik Ljungkvist (saxofon, klarinet) og Mattias Risberg (piano, mellotron, arp pro, moog) forsøger, ganske vellykket, at komme ind under huden af.

Carla Bley har inspireret mange jazzmusikere. Hendes kompositioner har været gode at samles om. Bl.a. er nummeret Ida Lupino en af den slags. Den er på denne plade blevet til en smuk sag, hvor Fredrik Ljungkvists tenorsaxofon omfavner Risbergs piano, som suppleres af en synthbasgang. Pladen lukker ned med Jesus Maria, som Lina Nyberg har sat ord på og synger på svensk, så den nu hedder Vila. Den er oprindeligt fra 1961 og med Jimmy Giuffre 3. 

torsdag, februar 23, 2017

Jari Haapalainen 3: Fusion Machine (Moserobie) >> Fredrik Nordström: Gentle Fire/Restless Dreams (Moserobie)

Her er to meget forskellige plader, hvor saxofonen er i centrum. De er begge udgivet på den svenske saxofonist Jonas Kullhammars pladeselskab Moserobie.

Det er Per “Texas” Johansson der saxofonistisk mester på trommeslageren Jari Haapalainen’s trioeksplosion Fusion Machine. Daniel Bingert tager sig af bassen. Haapalainen er mest kendt som guitarist i rockbandet The Bear Quartet. Han har desuden produceret et hav af plader, både indenfor pop og rock. Hvad sker der så, når han sætter på trommerne? Så præsenteres vi for en heftig omgang rocket jazz, der kunne have været spillet i 1981 på New York’s Lower East Side i en fugtig kælderklub. De oftest punk-korte numre er sprængfyldte af energi og en lille snert af noget melodi. Det er fedt og kan anbefales til jazzlytteren, der også har Ramones i sin pladesamling.

Den anden plade er en dobbelt-CD, der udgiver sig for at være to forskellige plader. Det er de måske også. Men de er altså indspillet på samme tidspunkt og med den samme besætning. Gentle Fire/Restless Dreams er saxofonisten Fredrik Nordströms 11. plade i eget navn siden 2000. Sammen med den amerikanske trommeslager Gerald Cleaver og landsmændene Jonas Östholm på piano og Torbjörn Zetterberg på bas har han lavet en klassisk jazzplade, der både henter inspiration fra Bernt Egerbladh og Krzysztof Komeda. Den ene plade er den progressivt swingende, mens den anden er mere udforskende og reflekterende. Under alle omstændigheder er musikken særdeles velspillet og inspirerende.

onsdag, februar 22, 2017

Living Things: Upwind circles (Barefoot Records)

Danskeren Sven Dam Meinild og franskmanden Paul Wacrenier har skiftes til at skrive de 14 kompositioner til gruppen Living Things og albummet Upwind Circles. Meinild spiller på saxofon mens Wacrenier spiller på piano, vibrafon og mbira. Desuden medvirker Tomasz Dabrowski på trompet, Casper Nyvang Rask på bas og Rune Lohse på trommer. De har bl.a. ladet sig inspirere af musik fra Bretagne, Grønland og Japan. Pygmæernes vokal tradition dyrkes eksempelvis på nummeret Living Things, skrevet af Wacrenier.

Ud fra beskrivelsen kunne det lyde som om det var en worldjazz plade. Det er det ikke. Det er jazz som den kun kan laves i Europa. Her går man gerne på tværs af grænser, både dem der er mellem genrerne og landene. Det er fem instrumentalister der med deres solide baggrund i improjazz skaber ny jazz, der er afvekslende og spændende at lytte på. Det er jazz, der fremstår som et samlet hele med klare melodilinjer og virtuose skæverter. Meinilds velplacerede (hyldest til?) Moondog med Wacrenier’s vibrafon og Dabrowski’s trompet i centrum er en fryd. 

tirsdag, februar 21, 2017

The Wee Trio: Wee+3 (Bionic Records)

Det er deres femte album, hvor de tidligere bl.a. har lavet et tributealbum til David Bowie. Denne gang spiller de deres egen musik og har i stedet inviteret gæster med på pladen. The Wee Trio består af vibrafonisten James Westfall, bassisten Dan Loomis og trommeslageren Jared Schonig. Trioen spiller sprællende dynamisk. Westfall kan godt minde om Gary Burton på en dag, hvor der er kul på. De tre gæster på pladen medvirker på tre numre hver. Trompetisten Nicholas Payton kender Westfall fra dengang, hvor han boede i New Orleans. Derfor mødes de meget passende på den hotte Belle Femme de Voodoo, der syder af NOLA secondline og sved. Guitaristen Nir Felder medvirker på de stille numre Gibbs Street og Appartition og den boblende pladeåbner R T 3. Pianisten Fabian Almazan er sidste mand. Han medvirker på den pågående Titan up, hvor Westfall spiller på marimba. Alle tre gæster giver trioen et frisk indspark.

The Wee Trio er en trio der på en tiltalende måde har lavet en god og kraftfyldt vibrafonjazzplade. Den er let at gå til og vil fornøje lyttere med hang til Gary Burton og den dynamiske jazz.

mandag, februar 20, 2017

Ibrahim Electric: The Marathon Concert (Stunt)

En seks timers lang koncert er her kogt ned til 26 numre på to fuldlængde CD’er. Ibrahim Electric spillede den lange koncert i forbindelse med Copenhagen Jazz festival 2016. De stod på Vegas scene og spillede alle deres studiealbums fra ende til anden. En ekstrem fysisk indsats, da deres musik primært befinder sig i den intenst energiske ende af skalaen. Det er for at sige det mildt, en pisse vellykket plade. Ibrahim Electric er fede på hjemmestereoen og har begejstret mig mange gange i den henseende. Det er dog på scenen at de har givet mig de allerstørste oplevelser. Energien og stemningen er delvist kommet med på denne indspilning. 

Udgivelsen fungerer som et fint supplement til studiepladerne. Der bringes ikke så meget nyt til torvs. Omvendt er det heller ikke meningen. Med sådan en liveplade vil vi gerne have bekræftet, at Ibrahim Electric er kongerne af dampende dansk jazzenergi. Vi får sikre hits som Absinthe, Fela, Reversoman og The Tuxen Shuffle serveret med lige dele vanvid, tightness og spilleglæde. Jeg savner sådan set kun at opleve dem live meget snart igen.

søndag, februar 19, 2017

Emil Savery: Shut up and listen (Emil Savery) >> Emil Savery: Raw (Emil Savery)

Det kan da godt være at han betragtes som en nykomling. Han har netop tabt til en vokalist, i den netop overståede kvartfinale i Ung Jazz konkurrencen i Holbæk. Ikke desto mindre har jeg allerede i 2015 anmeldt en udgivelse fra Emil Savery, hvor jeg var særligt begejstret for de numre, hvor han spillede på Hammond. Det aktuelle album er udelukkende med Savery på Hammond. Han medbringer et veloplagt band, hvor specielt trompetisten Erik Kimestad indtager en stor plads i mine ører. Desuden medvirker Simon Skov (tenorsax), Hannes Jonsson (bas) og David Besiakov (trommer). Emil Savery spiller et Hammond, der sine steder godt kan minde om Anders Koppel. Det er spirituelt og messende og befinder sig hele tiden inde i beatet. Albummet indeholder to takes af numrene Ich Liebe Dich og Hexatonic. Albummet er helt sikkert et lyt værd. 

Inden jeg havde taget mig sammen til anmelde Shut up and listen, havde Emil Savery allerede lagt sin næste udgivelse ud på streamingtjenesterne, som er det eneste sted man kan finde Saverys musik. Udgivelsen Raw er et 27 minutter langt solonummer på Hammond, der er indspillet i Råhuset i København. Her veksler han mellem det syrede og det rytmiske. Der er gospel og rum. Der er kitsch og skarpe vendinger. Igen noget musik du godt kan bruge en halv time af dit liv på. 

I øvrigt vandt Emil Savery Ung Jazz konkurrencen i 2013 med duoen Crunchhouse. Så skuffelsen over den tabte kvartfinale er vel til at overse.