fredag, januar 20, 2017

Tanaka/Lindvall/Wallumrød: 3 Pianos (Nakama Records) >> Nakama: Most intimate (Nakama Records)

Den norske kvartet Nakama lavede for et par år siden deres eget pladeselskab, Nakama Records, hvor de fire medlemmer udgiver deres musik. Jeg har fået fingrene i de seneste to udgivelser. På den første, 3 Pianos, er Nakamas japanske pianist Ayumi Tanaka sammen med to andre pianister; svenske Johan Lindvall og norske Christian Wallumrød. De spiller på hvert deres flygel. Det er musik, hvor melodi og rytme er forladt til fordel for en udforskning af klaverets klangmæssige muligheder. Det er hørt før fra solopianister. Forskellen og der hvor man overraskes som lytter, er at de tre pianister er i stand udforske mulighederne sammen, på trods, eller måske på grund af, deres musikalske forskelligheder. Musikken på pladen er delt op i flere dele. På tre numre hyldes f.eks. den franske forfatter Patrick Modiano.

Most Intimate er kvartetten Nakama’s tredje plade på eget selskab siden december 2015. Der har været fart på. Samtidig er det også et udtryk for kvartettens store kreative overskud. Pladen er pakket ind i cover, hvor teksten er præget ned i papiret. Her kan man læse om at kvartettens intention har været at skabe noget andet end de foregående albums mere konceptuelle udtryk. Det er dog stadig improvisation som Ayumi Tanaka (piano), Christian Meaas Svendsen (bas), Adrian Løsteh Waade (violin) og Andreas (trommer) mødes omkring. Kvartettens fire medlemmer har skrevet kompositioner til hinanden, Dedications. Kompositionerne spilles af de tre andre medlemmer, som svares igen af kunstneren der har fået dedikeret nummeret med et Gratitude, der følges op af Unification. Det færdige resultat er lyden af krystallinsk improvisation.

torsdag, januar 19, 2017

Nils Berg Cinemascope: Searching for Amazing talent from Punjab (Hoob) LP

Et træ er ikke en skov, ligesom et menneske ikke er menneskeheden. Det er noget af det som den turbanklædte Balwinder Singh Laddi siger, på en Youtubevideo optaget i vejkanten i det frodige Punjab. Det klip satte gang i den svenske musiker Nils Bergs nysgerrighed og kreativitet. Den indiske vejkantsfilosof er første mand på Nils Berg Cinemascope’s plade Searching for amazing talent from Punjab. Her sætter Nils Berg på sax og elektronik, Christoffer Cantillo på trommer og Josef Kallerdahl på bas musik til Balwinder Singh Laddi’s magiske røst. I øvrigt har trioen henover julen været i Punjab for at finde manden. Det kan du se mere om på trioens facebookside.

Resten af side A er det samme koncept. Spændende mennesker, stemmer og historier kædes sammen med trioens musik. Et harpekursus på fransk og en romakvinde fra Stockholm er nogle af de andre vi hører. Musikken kan sine steder minde om James Blake’s cut up teknik, som det kendes fra popmusikken. Idémæssigt kommer jeg også til at tænke på Brian Eno & David Byrne’s My life in the bush of ghosts. Det fungerer langt hen ad vejen også lige så godt. Forskellen er at trioen har hjemme i jazzen, som de blander op med electronica og worldmusic. Side B er uden stemmerne. Hvis Side A ikke havde været så velfungerende og god, så havde jeg nok holdt mere af side B. Jeg savner stemmerne. Det skal dog ikke afholde mig fra, at anbefale pladen. Den er original og tro mod sig selv, stemmerne og musikken.

onsdag, januar 18, 2017

Konkyhlie (ILK) LP

Det er snart et år siden at saxofonisten Christian Kyhl døde. Inden da nåede han at medvirke på to albumindspilninger der blev udgivet i efteråret. Den ene var med gruppen 4 eller 5 Avantis, der har eksisteret siden 70’erne. Den anden er denne plade, hvor han er sammen med fire unge musikere i gruppen Konkyhlie. Taus Bregnhøj-Olesen på guitar, Kristian Tangvik på tuba, Asger Thomsen på bas og Jeppe Høj Justesen på trommer nåede at indspille pladen med en musiker, der gik egne veje. Allerede da gruppen startede havde Kyhl fremskreden strubekræft. Efter at have spillet sammen i et år, skulle han opereres i struben, hvilket også betød at han ikke kun spille mere. 

Efter operationen viste det sig alligevel at være muligt, at spille gennem ventilen han havde fået indopereret. En indspilningssession blev hurtigt sat i værk. Det blev gruppens første og eneste. Kyhl er en helt fra de “gode gamle” avantgardejazzdage, hvor han bl.a. har spillet med Tchicai, Claus Bøje og Peter Friis Nielsen. Det spændende ved denne plade er, at høre hvordan der gives musikalsk energi den ene og den anden vej. Det er inspirerende og løssluppent, at lytte til. Øjeblikket eksploderer og der spilles jazz, som om der ikke var andet i verden lige nu. Det er både intenst og rørende. Billederne på pladecoveret er selvfølgelig lavet af Christian Kyhl.

tirsdag, januar 17, 2017

Radio Galaksy: Free Ride (Gateway) LP

Det er trommeslageren Søren Jensen der står spidsen for Radio Galaksy projektet. Her er han sammen med Nashville-bassisten Viktor Krauss, der bl.a. er kendt fra sit samarbejde med Bill Friselll, den danske guitarhelt Aske Jacoby og Christoffer Jespersen på keyboard. Selv om der måske ikke lige er en klokke der ringer, når der står Søren Jensen, trommer, så siger det ikke noget om ambitionerne og kvaliteten. Det føles som om Søren Jensen er gået all-in. Han har haft en en overordnet idé, som han har formået at fuldføre og bringe til live. Han nævner selv Pink Floyd, Bill Frisell, Kraftwerk, Ry Cooder, Ennio Morricone og Air som inspirationskilder. Det lyder som noget der kan stikke i mange retninger. Det gør det bare ikke. Her gør bassisten Viktor Krauss uden tvivl sit for, at holde musikken i sporet. Det er helt vildt, som han kan sætte retningen.

Det er en plade med instrumentalrock, hvor americana og en filmisk stemning får lov til at fylde. Noget der er allermest påfaldende ved pladen er, at den godt kunne minde om et konceptalbum fra 70’erne. Det her er musik der er lavet til, at fungere som et album og ikke som et visitkort, der kan give spillejobs. Det er fornøjelse at en musiker tænker på selve det færdige produkt - grammofonpladen, som vi kaldte den i gamle dage - som en del af udtrykket. En stor favorit hos mig er det ni minutter lange og langsomme nummer The Bike, hvor Lis Wessberg på trombone tilføjer en helt særlig stemning. Side B åbner med reggaerytmer og nummeret Pangæa. Herefter kommer der en utilsløret hilsen til Pink Floyd med Alone on Planet Earth. Ikke så meget på grund af digtet som Jakob Dahn reciterer. Det er mere på grund af den psykedeliske undertone der er i nummeret. I øvrigt er Lis Wessberg igen forbi for at sætte sit præg på nummeret. Free Ride er et vellykket album til lyttere med hang til 70’er rock og americana tilsat en dosis jazzede vibes.

mandag, januar 16, 2017

Anders Lauge Meldgaard og Kristian Poulsen: Leben in bewegung (Insula/Yoyooyoy/Halloween) LP

Frisk Frugts frontmand Anders Lauge Meldgaard er for anden gang gået sammen med guitaristen Kristian Poulsen, der bl.a. er kendt fra bandet Spost om at lave en LP. Det er poetisk improviseret musik, der er indspillet på københavnerspillestedet Mayhem over to dage i august og september 2015. Over de to pladesider præsenteres vi for 18 forholdsvis korte numre. De snurrer let som ahornstræets helikoptere, der falder til jorden med forskellige hastighed. Nogle er hurtige og andre er langsomme. Mens andre er gået i stykker og vælger nye retninger.

Musikken spiles på klaver, akustisk guitar, saxofon og analoge synthesizere. Er man bekendt med Frisk Frugt, kan denne plade betegnes som et slags frikvarter, hvor der er kommet ro på. Det er et helle, hvor der er plads til at forundres og betages. Det er mere impulsivt og uordnet. Det er en plade, der ikke vil indfanges. Den har det bedst som fri fugl uden for buret. Der hvor stemningen er sin egen og musikken rejsende. 

søndag, januar 15, 2017

Curtis Stigers & DR Big Band: One more for the road (Concord)

Blandt mine mange favoritplader indenfor jazzen, er der særligt en der skiller sig ud. Frank Sinatra's møde med Count Basie's big band i Las Vegas på casinoet The Sands, er gjort af et helt særligt stof. Basie og Sinatras time og swing er sjældent hørt bedre. Det er på en gang skødesløst lækkert og virtuost. Det er musik og god stemning i et eksklusivt set up, der er tidløst. Derfor gav det god mening, da DR Big Band sammen med den amerikanske sanger Curtis Stigers besluttede sig for at spille musikken fra albummet ved en række koncerter for et par år siden. Det er nu blevet til en tilbagevendende begivenhed i januar måned, således også i år.

Nu suppleres det hele med en udgivelse med koncertoptagelser fra 2014. Der skal ikke herske nogen tvivl om at DR Big Band godt kan bide Basie's big band i haserne, når det gælder swinging big band musik. Er Stigers så den rette som stand in for Sinatra? Spørgsmålet er vel nærmere om man vil kunne finde en bedre erstatning. Stigers er også mester ud i tilbagelænet swing. Nu kan man så spørge sig selv om man ikke bare kunne sætte The Sands pladen på pladespilleren, i stedet for at høre nogen der prøver på at gøre det samme. Men ligesom så man andre store jazzmesterværker, så kan Sinatra at The Sands sagtens tåle at blive fortolket, indenfor en ramme hvor man er ret tro mod udgangspunktet. Curtis Stigers fortolker 8 af numrene fra The Sands og supplerer med yderligere to Sinatra favoritter. Come fly with me, I’ve got you under my skin, Fly me to the moon og titelnummeret er med til at give denne plade pondus og evergreen sjæl. Har du Sinatra pladen, så kan du godt tilkøbe denne. Ikke mindst fordi DR Big Band er så gode hele vejen.

lørdag, januar 14, 2017

Greve, Harres, Manso & Zenicola: Live at Audio Rebel (Hiatus/Insula) kassettebånd

Brasiliansk musik er andet end samba og bossa nova. Girls in Airports saxofonisten Lars Greve besøgte landet i 2015, hvor han mødtes med tre musikere fra Rio de Janeiro’s musikundergrund. Sammen har de indspillet denne udgivelse på byens eneste spillested for eksperimenterende musik, Audio Rebel. Det var guitaristen Eduardo Manso, der inviterede Lars Greve til koncerten, der oprindeligt skulle være udgivet som vinyl i Brasilien. Men grundet OL og kulturstøtte der forsvandt, trådte Insula  fra Blågårds Plads til. Det er nu i stedet udgivet på kassettebånd. Et økonomisk lettere håndterbart materiale end den hippe vinylplade.

Lars Greve havde lært fra den session som han og August Rosenbaum lavede med avantgardeveteranen Sven Åke Johansson, at de ikke skulle spille en eneste tone sammen inden de gik i gang med den 40 minutter lange session. Sammen med bassisten Felipe Zenicola og percussionisten Thomas Harres har de lavet en buldrende freejazz session, der ikke minder om det som vi er vant til at høre fra Europa eller USA. Sarte og følsomme klarinettoner sætter ind efter at en massiv lydmur er bygget op. De finder sammen om eksplorerende elementer af noget genkendeligt, der udfordres og presses til kanten. Kassettebåndet er på mange måder en anbefalelsesværdig udgivelse til freejazzlyttere generelt og i særdeleshed, dem der tror at de har hørt alt.

Jazznyts Guide til fusioneret jazz 2017 vol. 1

I de sene 60'ere opstod genren jazzrock som en blanding af jazz, rock, souljazz, funk, progrock, latin etc. I 70'erne begyndte Miles Davis at stikke af i mere og mere syrefunky universer, indtil han trak sig helt væk fra offentligheden. Weather Report fejrede kæmpetriumfer og spillede store udendørskoncerter. Return to Forever, Mahavishnu Orchestra, Brecker Brothers, Passport og mange andre var med til øge genrens popularitet. Det var en genre der med sine kilometerlange soli og teknisk krævene forløb, tiltrak musiknørder og andre med hang til at intellektualisere musik.

Der skete noget i starten af 80'erne. Det var allerede i 70'erne begyndt at hedde fusionsjazz. Mange vil mene at det var de digitale instrumenters fremkomst, der slog fusionsjazzen ihjel i 80'erne. Det lød spaceage smart i sådan cirka en måned, hvorefter det lød håbløst bedaget. Fjollede frembringelser som guitarsynthesizeren og de elektroniske trommer sendte fusionsjazzen i helt nye retninger. Man oplevede at islandske Mezzoforte med Garden Party og Herbie Hancock med Rock It ligefrem kunne hitte med musikken. Den kom ud til et stort publikum, der ikke tænkte over at det var fusionsjazz eller noget der lignede. Miles Davis' genkomst i jazzen og nye folk som John Scofield og Bill Frisell gav også håb om at fusioneret jazz ikke var uddød. 

I de sene 80'ere og i 90'erne oplever man hip hoppens omfavnelse af jazzen. Kunstnere fra begge lejre tager på besøg i den anden lejr. Acidjazzen og senere nu jazz føjer endnu flere aspekter til lyden af den fusionerede jazz.
Fusionsjazzen og det der ligner har aldrig været død. Indenfor de senere år har vi dog alligevel oplevet en revitalisering, hvor folk som Kamasi Washington, Snarky Puppy, Cory Henry og Flying Lotus har sparket ny energi og nye publikummer ind i genren. 

JazzNyt har lavet denne guide i fire dele med 12 spændende kunstnere, der indenfor det sidste år har udgivet ny musik. Flere af kunstnerne er koncertaktuelle i Danmark. Følg med og bliv inspireret.


Hvem: Bill Laurance - piano, keys.
Stil: fusion, jazz, funk
Land: Storbritanien
Seneste udgivelse: Live at Union Chapel (Ground Up 2016), Aftersun (Ground Up 2016)
I stil med: Snarky Puppy
Info: Fast mand hos Snarky Puppy siden starten i 2004. Kan anbefales hvis du ikke kan få nok af Snarky Puppy. På solopladerne medvirker flere SP medlemmer, bl.a. Michael League. Laurance blander gerne det akustiske klaver med elektriske toner og klange. Han har desuden spillet med så forskellige folk som Chris Potter og Morcheeba. 
Live: Dexter, Odense 14.03.17


Hvem: Ed Motta (f. 1971), piano, keys, vokal
Stil: west coast, soul, funk, jazz
Land: Brasilien
Seneste udgivelse: Perpetual Gateways (Membran 2016)
I stil med: George Duke, Steely Dan, Stevie Wonder, Gregory Porter
Info: Han udgav sit første album allerede i 1988 og har siden lavet 11 albums. Inspirationen fra 70'ernes og de tidlige 80'eres musikscene i Los Angeles, trak ham til Californien, hvor han lavede sit seneste album med nogle af planetens sejeste sessionmusikere fra den periode: Marvin Smitty Smith, Patrice Rushen og Hubert Laws. Han har på et tidspunkt udtalt at der ikke er lavet god musik efter 1983, hvor den digitale lyd begyndte at herske i alverdens musikproduktioner. Han er en romantiker, der hjemme i Brasilien har en vinylsamling på over 30.000 plader. Han er ekstremsamler og skal helst have pladerne i så god stand som stand som muligt, hvor han opbevarer dem efter japanske samlerstandarder.
Live: Fermaten, Herning 22.02.17

Morten Schantz Godspeed
Hvem: Morten Schantz (f. 1980), piano, keys. Marius Neset (f. 1985), sax. Anton Eger (f. 1980), trommer
Stil: fusion, jazz, rock
Land: Danmark
Seneste udgivelse: Godspeed (Edition 2017)
I stil med: Weather Report, Jazzkamikaze, Herbie Hancock
Info: Allerede tidligt i karrieren lavede Morten Schantz nogle utilslørede fusionsplader med Morten Schantz Segment, sideløbende med at han skabte karriere med Jazzkamikaze. Nu tager det en ny retning med Neset og Eger fra Jazzkamikaze. Masser af keyboards og højt tempo. En moderne aftapning af 70'ernes fusionsjazz. Albummet udkommer senere i januar. 
Live: TBA